Idag behandles kræft primært med kirurgi. Hvis kræften har spredt sig til det omkringliggende væv, behandler man også med stråling. Alt efter typen af kræft og dens spredning kan man desuden behandle med kemoterapi. Kemoterapien skader celler. Almindelige celler rammes, og kræftceller rammes endnu hårdere. Men kemoterapien rammer ofte kun de mindst farlige kræftceller, så de farligste kræftceller forbliver i kroppen, og kræften kan derfor efterhånden vokse sig stærk igen.
Stina Oredsson.
Forskeren Stina Oredsson arbejder sammen med sin forskergruppe ved Lunds Universitet i Sverige på, at finde en behandling som bedre bekæmper de farligste kræftceller, end tilfældet er med kemoterapi. Denne forskning ønsker forskergruppen at udføre uden dyreforsøg. Derfor tager de udgangspunkt i celledyrkning.
Kræftcellerne dyrkes i et næringsmedium i en inkubator, som holder en fast temperatur på 37 grader. Forskergruppen dyrker først og fremmest brystkræftceller, men også prostata-, bugspytkirtel-, og tarmkræftceller. Desuden har visse typer af kræftceller fra børn deres bevågenhed. Senere i forløbet kan de teste mange stoffer på de forskellige dyrkede kræftceller og derved se, hvilke stoffer som angriber og har evnen til at dræbe kræftcellerne.
Et naturligt giftstof som salinomycin har evnen til at dræbe de farligste kræftceller. Salinomycin produceres naturligt af en bestemt bakterie, med det formål at dræbe parasitter, som angriber bakterien. I et projekt har Oredssons forskergruppe undersøgt dette toksin nærmere. De syntetiserede 30 stoffer, som var at ligne med salinomycin, og testede så igen disse for, hvor giftige de var for dyrkede nerveceller.
De første resultater var nedslående, idet stofferne var endnu mere giftige med nerveskader til følge end det oprindelige salinomycin. Men forskergruppen opdagede imidlertid, at en meget lav dosis ikke gav nerveskade. Kunne den lave dosis samtidig ramme de farligste kræftceller?
De udførte flere tests med lavere doser, og de var positive. Trods det faktum, at lavere doser ikke bekæmpede de farligste kræftceller lige så effektivt som højere doser, så bekæmpede den lavere dosis imidlertid de farligste kræftceller meget bedre end almindelig kemoterapi. Det er et stort fremskridt inden for kræftforskning. Stine Oredsson pointerer, at de aldrig ville have gjort denne opdagelse, hvis de havde udført forsøgene på dyr.
Oredssons forskergruppe vil nu forske videre på de syntetiserede salinomycin-lignende stoffer, for at kunne foretage yderligere tests. De vil undersøge stoffernes giftighed på eksempelvis hjerteceller, leverceller og nyreceller. Senere ønsker de også at teste på hele cellesystemer ved hjælp af metoden organ-on-a-chip.
Stine Oredssons forskergruppes vision er: en verden hvor der drives succésrig forskning uden at udnytte dyr – til gavn for både mennesker og dyr.
